Tur til Brest med lastbil oktober 2006 af Aase Sevelsted og Karsten Krog Vi startede fredag d. 6. oktober med at køre til Dienesminde for at få pakket lastbilen færdig. Det får ”gammel sved” frem på panden, men vi blev da færdige, fik ordnet penge og papirer til lastbilen, og kom hjem, så vi kunne nå at sove en god nats søvn inden vi næste morgen startede fra Herrup kl. 8. Vi var noget spændte på, hvordan turen ville forløbe, da vi jo ikke havde prøvet at køre til Belarus alene. Men vi drog af sted med så få forventninger som muligt, da det har vist sig fra andre ture at være en god idè. Køreturen til den polsk – hviderussiske grænse forløb helt planmæssigt. Vi fik ordnet toldpapirer i Padborg, kørt en masse kilometer på gode landeveje, overnattet i lastbilen øst for Berlin, kørt rigtig mange kilometer på både gode og mindre gode landeveje i Polen, inden vi igen overnatter i byen Biala Podlaska. I samme by skulle vi også næste morgen have visa hos det Hviderussiske konsulat. Det forløb meget smertefrit, bortset fra at vi havde glemt at medbringe billeder til visa. Men som alle andre steder var der stor hjælpsomhed. Vi fik forklaret, hvor den nærmeste fotoshop befandt sig. Og så var det problem løst. Jørgen og Anna Markussen havde givet os en god forklaring på, hvad vi kunne få af problemer undervejs og havde givet os en del løsninger, som vi kunne bruge undervejs. Det holdt da også stik det meste af det. De havde sagt, at når vi kom til noget lignende Kykliky, så var det vejen til grænseovergangen til Hviderusland. Det skal så lige indskydes, at det hedder Kukuryki. 8 -9 timer senere var vi igennem hele grænsemenageriet. Det var ikke så slemt taget i betragtning, at vi aldrig havde prøvet det alene før. Nogle gange hjalp det at ryste lidt på hovedet og slå ud med armene! Sprogproblemerne kom vi ikke helt udenom, men stort set er de mennesker man møder flinke og rare, så problemerne bliver løst på enten den ene eller anden måde. Vi ankommer til Brest mandag aften klokken ca 22. Vi havde en aftale med Tamara om overnatning hos hende. De næste dage gik med at få toldbehandlet lasten og læsset af ved det store hospital. Onsdag eftermiddag kørte vi en tur til Korchitsy for at besøge Vasilla. Vores gode ven, som altid er glad for at se os. Vi havde ”gemt” nogle ting i lastbilen, som Vasilla og børnene på skolen skulle have. Blandt andet en masse chokolade og karameller. Vi fik delt ud til både store og små, ung og specielt gammel. Vasilla ville gerne byde os på hans specielle samogon, der er hjemmebrændt vodka. Vi ville meget hellere ud for at besøge landsbyens ældre. Det kom vi så i stedet, og havde da en rigtig fin eftermiddag. Vi fik lov at komme indenfor hos en del, og igen blev vi mødt med meget stor gæstfrihed. De havde ikke mange tænder at tygge med, men alligevel gled chokolade og karameller ned i deres lommer, og de smilede og snakkede uden at vi kunne forstå, hvad de sagde. Det var godt at vi havde både Vasilla og en engelsklærer med. Der var mange af de livshistorier, som gav os noget at tænke over. Vi overnattede hos Vasilla og hans meget søde kone, men inden nåede vi at komme på skovtur, hvor vi grillede pølser og smagte lidt af hans samogon. Torsdag var vi tilbage i Brest, hvor vi blev inviteret til at se det store hospital. Det var vældig spændende, men der var et lille sprogproblem. Der var ikke nogen, der kunne snakke engelsk, så nu ved vi en masse om hospitalet på hviderussisk! På hjemturen får vi selskab af Lena. Hun skal en tur til Dienesminde for at hjælpe til. Alt forløber stille og roligt, nu har vi en stor fordel i at Lena kan tale både russisk og polsk. Vi får dog lidt problemer, da vi skal igennem den polsk-tyske grænsekontrol. Vi var tre personer, men der er kun to sæder i lastbilen. Den tyske tolder var absolut ikke tilfreds, men jeg tror vi var lidt heldige, for han opgav at snakke med et par tumper som os, og lod os til sidst køre. Turen gennem Tyskland gik stille og roligt. Vi sad og fordøjede nogle af de mange oplevelser og tænkte lidt på, hvorfor vi kan li` at holde en uges ferie på den måde. Det er nok fordi, der er stor glæde og taknemlighed, når vi kommer med et læs nødhjælp. På vejen hjem kunne vi så sidde og tænke over, hvor dejligt det er, at besøge nogle af de venner vi efterhånden har fået. Aase Sevelsted og Karsten Krog

Dienesmindes Venner